Hvad er Træsnit?

Træsnit er den ældste kendte form for højtryk.

Man ved ikke præcis, hvornår det europæiske træsnit er opstået, men det ligger i årene omkring 1400. Det ældste daterede tryk, man kender, stammer fra 1418. Men træsnit er kendt fra Asien længe før det.

De første træsnit var enkle omridsbilleder beregnet til at farvelægge. En af de tidligste anvendelser fandt sted i fremstillingen af spillekort, der tidligere blev malet i hånden. Efterhånden som bogtrykkunsten blev udbredt, erstattede træsnittet også de håndmalede miniaturer, der blev brugt som bogillustration dengang, da bøger blev skrevet i hånden.

I Gutenbergs bogtrykteknik kunne træsnittet passes således ind, at tekst og billede kunne trykkes som en helhed. Og så var højtrykket skabt.

Træsnittet har sin første blomstringstid i Tyskland omkring år 1500, hvor der finder en eksplosiv udvikling sted både i mængden og udbredelsen af grafikken og i det udtryksregister, de grafiske kunstnere mestrer.

Bag denne ekspansion ligger tekniske landvindinger som papirmøllernes og bogtrykkunstens fremkomst i Mellemeuropa, men også den kulturelle situation, der kendetegner den begyndende renæssance og reformationstid, hører med til de nødvendige forudsætninger for den grafiske kunsts blomstring. Europa gik fra Hedenskab til Kristendom, fra geocentrisk til heliocentrisk verdensbillede, blandt andet takket være Gutenbergs opdatering af træsnit-teknikken.

Med renæssancen følger en ny interesse for mennesket og verden omkring os. Dette engagement i tilværelsens mangfoldighed tilgodeses blandt andet gennem udgivelsen af en række illustrerede bogværker, der gav opgaver til mange af tidens kunstnere. Disse bogværker, rigt forsynede med træsnit, indbringer i dag astronomiske beløb på internationale auktioner.

Albrecht Dürer – træsnittenes superstar

Af helt afgørende betydning for grafikkens første storhedstid var den tyske kunstner Albrecht Dürers værk. Før Dürer bar træsnittets forenklede omridsbilleder stadig stilistisk præg af, at de var beregnet til at kolorere eller til at blive indpasset i tekstsidens helhed.

Som mange andre kunstnere arbejdede Dürer i sine unge år med bogillustrationer, men han udviklede siden træsnittet til en selvstændig kunstnerisk udtryksform. Det blev et billedmæssigt udtryk, der kan stå alene, uden omgivende tekst og uden farvelægning.

Af Dürers generation udvikles træsnittet til en avanceret liniekunst. Linien er ikke længere kun omrids som i de tidlige snit. Linien bliver et middel, der på én gang angiver form og lys (eller skygge).

Dürer var den første billedkunstner, der drev eget træsnitværksted. Han var ikke illustrator, men sin egen forlægger. En stor del af hans værker har, som de tidlige træsnit i det hele taget, kristne motiver. Andre har i højere grad flyvebladets karakter. Flyvebladet udbreder nyheder og ideer. Med hensyn til hurtig og stor spredning var træsnittet uden sidestykke i sin tid.

Det moderne træsnit

Siden 1900 har træsnit som teknik mest været anvendt i kunstens verden.

Træsnittet har oplevet en renæssance i det sidste århundrede. Blandt en række kunstnere, der tog træsnittet op til fornyet overvejelse var Gauguin og Edvard Munch de mest betydningsfulde.

Det var de gamle sidetræsnit, de gav sig i lag med. For dem lå træsnittets væsen og særlige muligheder imidlertid ikke i den avancerede og præcise liniekunst, som Dürer-generationen og xylograferne havde arbejdet med. De moderne kunstnere forenklede lige som træsnittets første udøvere. Men til forskel fra disse snittede de sjældent det meste af stokken væk for kun at lade et omrids stå tilbage.

Moderne træsnit er gennemgående vældig meget mere sorte end de tidlige, primitive. For de moderne kunstnere er træsnittet i høj grad en fladekunst, hvis fascinationskraft ikke mindst beror på den sorte flades udtrykskraft. Ofte tages træets struktur og ådring med ind som en del af udtrykket.

Sådan laver man træsnit

Når man laver træsnit, arbejder man som navnet angiver i et stykke træ, en træklods eller en træstok, som den normalt kaldes. Nødde- eller pæretræ bliver ofte anvendt. Eventuelt kan man bruge buksbomtræ, som er særlig hårdt. Mange nutidige kunstnere foretrækker dog forholdsvis rå materialer frem for de muligheder for teknisk finesse og detaljerigdom, der er forbundet med de finere og hårdere træsorter.

De redskaber, der kan bruges til formålet, kan være af mange arter. Knive, stemmejern, fil, bor, svejseapparat, forhammer, fræser osv. Principielt sætter kun kunstnerens fantasi grænserne for, hvad man kan gøre ved en træklods.

I det traditionelle træsnit er det imidlertid knive og stemmejern, der er de vigtigste redskaber, og processen foregår i grundtræk som følger:

Træklodsen slibes glat på én side, således at man herpå kan tegne det billede, man ønsker at skære eller i det mindste så meget, som man finder nødvendigt. Man skærer motivet frem med skarpe knive af forskellig bredde og form.

Når stokken er færdig, og aftrykkene skal tages, påføres træstokken trykfarve med en gummivalse. Farven lægger sig kun på de ophøjede partier, som står tilbage af den oprindelige, slebne overflade. Et stykke papir lægges på stokken og det hele udsættes for tryk i en presse. Farven afstemples på papiret, og billedet fremstår således i trykket spejlvendt i forhold til billedet på træklodsen.

Farvetræsnit

Det er også muligt at arbejde med flere farver i et træsnit. Det kendes i det mindste fra omkring 1500 og udvikles også i Tyskland.

I farvetræsnittets klassiske form skæres der en stok for hver farve. Papiret skal altså også igennem trykpressen lige så mange gange som der er farver. I det færdige tryk kan man lade farverne stå enkeltvis ved siden af hinanden, eller de kan overlappe, så der også opstår blandingsfarver.

Denne teknik kræver stor tålmodighed og planlægning. Det er et møjsommeligt arbejde at skære flere stokke, det kræver stor præcision, og kunstnerens vurdering af resultatet lader vente på sig i endnu højere grad end ved det sort-hvide træsnit. Metoden har imidlertid sin særlige, rustikke charme og giver mulighed for stor nuancerigdom, og den har da også endnu i dag sine dyrkere, her i landet f.eks. en kunstner som Seppo Mattinen.

Denne klassiske form for farvetræsnit opfordrer ikke ligefrem til spontanitet under snitprocessen. Det at kunne lade sig inspirere af træets stoflighed og egen-karakter var et væsentligt element i træsnittets moderne gennembrud. Så denne generations kunstnere har ikke typisk dyrket det klassiske farvetræsnit. Flere af dem har til gengæld introduceret nye metoder til at få farven ind i billedet.

Gauguin lagde således flere farver på en enkelt plade, mens Edvard Munch eksperimenterede med at dele pladen og indsværte hver del i sin farve. Inden trykningen sammenføjedes delene igen, og pladen kunne trykkes om en helhed. Med disse metoder kan man undgå den møjsommelige snitning af flere plader, til gengæld er de kun egnet til håndtrykte arbejder og ikke til maskintryk.

Hvordan kan du få glæde af træsnit?

Originale træsnit fra århundredskiftet hænger stadig i mange danske hjem og de fleste er således stadig i daglig kontakt med træsnit. Men skal du virkelig have glæde af træsnit, får du mest ud af træsnittets storebror, højtrykket, der i dag anvendes til alle former for tryksager, emballagetryk og utallige andre emner med tryk.