Hvad er Kobberstik?
Kobberstik er dybtrykkets oprindelige form, og måske den ældste trykmetode der findes, idet man kan spore denne trykmetode helt tilbage til år 100, i Kina.
Kobberstik findes i brug i Europa fra omkring år 1440. Kobberstikkeren graverer (ridser) motivet i en kobberplade med et spidst stålredskab kaldet en kobberstikkel eller en gravstikkel. Under graveringen skubber gravstiklen metallet foran sig som en spån. Efter afsluttet gravering poleres pladen, så spåner, ujævnheder og metalfnuller forsvinder, og ridserne kommer til at fremtræde rene, dvs. linierne i trykket kommer til at stå klare.
Det „moderne“ kobberstik blev opfundet i Italien i midten af det 14. århundrede og blev kaldt Intaglio. Ordet er italiensk og betyder „graveret“/“udskåret“.
Frem til det 16. århundrede foregik graveringen med håndholdte gravørværktøjer/radérværktøjer direkte ned i en kobberplade. Det var ofte besværlige at styre graveringen af små fine streger, da kobberet jo trods alt er hårdt og dermed gjorde modstand. Men i det 16. århundrede fandt man på at ætse kobberet i stedet. Man påførte kobberpladen et blødt lag voks, således at der blot skulle raderes ned i vokset, hvorefter syre blev hældt ud over kobberpladen. Der hvor kobberet stadig var dækket forblev kobberet uætset, mens der opstod fordybninger dér, hvor der var raderet.
Som træsnittet under dets tidlige blomstringstid er kobberstikket en liniekunst, der arbejder med linien som form- og skyggedannende middel. Men kobberstikkets virkemidler er finere end træsnittets, og dets karakter er i det hele taget mere eksklusiv. Der er nogle snævrere grænser for oplagsstørrelsen, idet kobberpladen forholdsvis hurtigt bliver slidt under trykningen. Dog har man i vore dage metoder til at forståle kobberet, der muliggør langt større oplag end de, der kan tages fra den rene kobberplade.
Kobberstik til grund for dansk porcelæn
Tavlerne til Flora Danica er også udført som kobberstik. Kobberpladerne befinder sig nu på Botanisk Museum i København (bortset fra de plader, som gik til grunde ved Christiansborgs brand i 1884).
Ved kobbertryk anvendes en glatpoleret kobberplade, der bliver dækket med et tyndt lag voks, hvorigennem motivet kan tegnes; man kan også bruge et stykke papir med sværte på bagsiden. For at få et retvendt aftryk, må motivet tegnes spejlvendt.
Herefter graveres motivet ned i kobberpladen med stikler af forskellig form. Ved at variere graveringen kan kobberstikkeren nå frem til stor variation i udtryksmulighederne. Eventuelle grater fjernes med et skrabestål.
Den færdige plade bliver herefter indfarvet og aftørret, så der kun sidder farve i fordybningerne; herefter kan der tages aftryk i en kobbertrykspresse. Kobbertrykkeren kan kun trykke med én farve, hvorfor kolorerede kobberstik altid er koloreret efterfølgende
Koldnålsradering, også dybtryk og nært beslægtet med kobberstik
Koldnålsraderingen, eller tørnålsraderingen som den også kaldes, er nært beslægtet med kobberstikket. Begge dele udføres direkte i metalpladen med spidst værktøj. Det er en teknik, der kræver meget lidt udstyr. Man ridser med en stålspids i pladen, men til forskel fra kobberstikket polerer man ikke pladen. Man lader den grat (kant), som fremkommer på hver side af linien stå.
Under trykningen fastholdes farven af såvel den ridsede linie som af graten, så stregen kommer til at fremtræde blød, nærmest lodden i sammenligning med kobberstikkets klare linier.
Koldnålsraderingen anvendes til forskel fra det klassiske kobberstik endnu af mange kunstnere. Dens karakter er mere malerisk og også mere spontan, fordi kunstneren ikke skal grave i metalpladen med en stikkel, men ridser med en nål, der er lettere at håndtere.
Hvad betyder kobberstik for mig?
Du har dagligt værdifulde kobberstik i hånden i forme af pengesedler. Kobberstik er nemlig den metode, Danmarks Nationalbank bruger, når der skal trykkes penge. Det er ulovligt selv at trykke pengesedler og det straffes ret hårdt i de fleste lande.
Men derfor er de jo gode at have i banken, kobberstikkene, men sjovere at bruge.
