Hvad er Farver?
Vi opfatter ikke alle de samme spændinger, harmonier og disharmonier, farverne giver fra sig. Johannes Itten som hele sit liv forskede i farverne og deres væsen, arbejdede med et begreb han kaldte for subjektive farveklange. Et begreb som netop omhandler forskellige personers meget forskellige opfattelse af harmoniske farveklange.
Vi har alle iboende farver som afspejles af de farver vi selv har og det er i kraft af disse farver, vi opfatter andre farver. Der findes amerikanske systemer, som netop tager udgangspunkt i disse begreber. Det er systemer som specielt omhandler farver i forhold til en person – hvilke farver der fremhæver den bestemte persons udstråling.
Systemet har vundet indpas herhjemme og flere og flere bliver farvetestet. Ikke ud fra et kunstnerisk udgangspunkt, men udelukkende med henblik på farvevalg af påklædning. Dog tager disse systemer ikke hensyn til temperament, hvilket udelukker mange facetter i vores opfattelse af farveharmonier.
De farver vi selv udstråler er ofte vores yndlingsfarver og sætter vi dem sammen virker det vellykket. Vil man bryde grænser og arbejde med andre farvesammensætninger ser man ofte med stor skuffelse at det mislykkes.
Heldigvis findes der hjælpeværktøj, hvor man efter ganske bestemte principper og regler kan opnå de provokationer, harmonier eller disharmonier man vil opnå. Disse farveregler kaldes også for den konstruktive farvelære.
Det kræver øvelse at benytte reglerne rigtigt, men når man lærer at beherske dem vil man også kunne bryde dem og opnå andre udtryk. Det vigtigste ved farvelæren er at man et stykke vej har nogle regler man kan holde sig til, indtil man har lært at stole på sin egen farve-intuition, og derved arbejde frit og ubesværet med dejlige, udtryksfulde, farverige og frem for alt personlige kompositioner.
Subtraktiv farveblanding 
Additiv farveblanding
Den subtraktive farvedannelse
Brydes sollyset igennem et prisme opstår et spektrum af farver: rød, orange gul, grøn, blå, indigo, violet. Dette viste fysikeren Newton ved et eksperiment i 1676. Han påviste således at sollys består af alle farver (lysarter) og at de ved addition giver hvidt lys. Sollys er derved det mest autentiske lys, vi kan skelne farver i.
Grunden til at vi opfatter forskellige farver er, at de forskellige farver svinger med hver deres lysbølgelængde. Lysbølger er i sig selv farveløse. Det er først i det øjeblik lysbølgerne bliver kastet tilbage fra genstande at farverne opstår. Men farverne opstår ikke af sig selv. Forenklet kan man sige at farverne opstår i den enkelte betragters øje og hjerne. Hvorfor ved man ikke, men givet er det, at de fleste mennesker opfatter farverne nogenlunde ens. Vi er så at sige programmeret fra fødslen til at modtage de enkle lysbølger og i hjernen omforme den til en bestemt farve. Hvis en person opfatter lysbølgerne anderledes end de fleste, taler man om at personen er ‘farveblind’.
Når vi opfatter en farve er det altså fordi en bestemt genstand kaster en bestemt lysbølge tilbage som vi kan modtage og omforme til en farve. Når vi opfatter en tomat som rød, er det fordi der sker følgende: Sollyset som består af alle farver rammer tomaten. I tomaten sidder molekyler og opfanger alle lysbølgerne – undtagen de røde som den kaster tilbage. De tilbagekastede lysbølger opfatter vi – og i vores øje og vores hjerne modtages farven og dannes til: rød. Denne farve kaldes for absorbtionsfarve eller subtraktionsfarve. (Subtraktion betyder ‘at trække fra’).
En hvid væg i sollys tilbagekaster således alle de lysbølger den rammes af og vi opfatter den derfor som hvid En sort væg i sollys opsluger således alle de lysbølger den rammes af og der tilbagekastes ingen lysbølger. Derfor opfattes farven som sort (ingen farve)
Som førnævnt giver alle lysbølger (rødt, orange, gult, grønt, blåt, indigo, violet) hvidt lys når de er sammenblandet. Hvis kun to lysbølger bliver sammenblandet og giver hvidt lys – siger man at de er komplementære. Rødt og grønt lys bliver således hvidt, hvis man blander dem sammen.
Man kan skabe kulørt lys ved at fjerne en af lysbølgerne. Fjerner man en lysbølge og blander de seks resterende sammen, fremkommer komplementærfarven i lyset. Således fremkommer der rødt lys, hvis man fjerner den grønne lysbølge fra spektret. Det vil sige at hvis man sammenblander farverne rød, orange, gul, blå, indigo og violet får man rødt lys. og hvis man derefter lyser på en grøn peber med det røde lys, vil peberfrugten se sort ud. Fordi der ikke er nogen grønne lysbølger i lyset. Derfor kan den ikke kaste nogen grøn lysbølge tilbage. Alle lysbølger absorberes og dermed subtraheres. Og derfor vil den syne sort som den sorte væg.
Farvepigmenter er subtraktionsfarver. Når vi maler vægge eller silketørklæder indeholder den farve vi maler med farvepigmenter. Det er absorbtionsfarver og er underlagt subtraktionens love. Komplementærfarver vil her når de sammenblandes give sort, idet al lys vil absorberes eller subtraheres. Hvor lysets komplementærfarver altså giver hvidt lys når de blandes sammen, vil pigmenternes komplementærfarver give sort når de blandes sammen.
I farvelæren skelner man mellem to diametralt forskellige måder, farverne dannes og forandres på. Den ene er af fysisk natur og vedrører farvestoffets art og mængde. Det er den farvedannelse som er beskrevet ovenfor og som blev påvist første gang af Newton. Man kan sige at farvedannelsen sker i malerbøtten og kaldes som før nævnt den subtraktive farvedannelse.
Den additive farvedannelse
Den additive farvedannelse er den farveopfattelse vi har og de forskydninger der gør at farverne ind imellem spiller os et pus. Additiv betyder i matematikken “at blive lagt til”. Frit oversat betyder den additive farvedannelse, at vi i vores fantasi tillægger den farve vi ser nogle egenskaber i kraft af den viden vi har. Hvis vi bliver påvirket af mange farver samtidig, danner øjet en gennemsnitsfarve for at kunne kapere de mange synsindtryk. Dette kan forrykke den enkelte farve, så den får en anden karakter, end den oprindelige karakter.
Additiv farvedannelse opstår når farvesammensætninger afføder nye farver ved at forvirre øjets og hjernens dømmekraft.
Det enkleste bevis er at placere et hvidt og et sort passepartout ved siden af hinanden ovenpå en og samme farvede flade. Når farven omkranses af hvidt, vil farven synes gennemsigtig og sart. På sort bliver farven mere heftig og aggressiv – mere kraftfuld.
Spektralbåndet er de farver, øjet kan opfatte. Af spektralfarverne findes der tre farver som ikke kan fremkomme ved blanding af andre farver. Det er gul, blå og rød. Disse farver kaldes primærfarver og alle farver kan blandes af dem.
Spektralbåndet er i farvelæren blevet indesluttet i en cirkel, hvor hver farve har deres plads i en tolvdelt kreds. Fordeles primærfarverne i kredsen vil der være 3 pladser imellem hver farve som endnu er ubesat. På cirklen ligger der farver imellem primærfarverne. Disse farver kaldes sekundærfarver. Således er en sekundærfarve blandet af to primærfarver. Mellem gul og rød ligger orange. Mellem rød og blå ligger violet. Mellem blå og gul ligger grøn.
Fortsætter vi med at blande, altså blander grundfarver med sekundærfarver, ender vi med de 6 farver, vi kalder tertiærfarver . Det er gulorange, rødorange, rødviolet, blåviolet, blågrøn og gulgrøn.
Alle disse farver kaldes kulørte farver .
Sort og hvid og grå kaldes neutrale farver . Kendetegnet for sort er, at den er sort, fordi alle lysets stråler absorberes/opsuges og blandes dermed. Kendetegnet for hvid er, at alle lysets stråler reflekteres (kastes bort), så det i princippet er farveløsheden, der er tilbage.
FARVEHARMONIER
Når vi taler om kontraster tænkes først og fremmest på, at der opleves et modsætningsforhold imellem farver, at de skiller sig ud fra hinanden, når de sammenstilles i samme billede. Hvis farvekontrasten, af den ene eller den anden grund, opleves som i en særlig balance taler vi om farveharmoni.
Monokromatisk harmoni:
Monokromatisk harmoni fremkommer ved at sammensætte en farve med den samme farve tilsat hvid eller sort. Tone i Tone. Denne harmoni er den roligste og mest anvendte harmoni. Der anvendes én farve samt lysnede og mørknede toner af farven.
Analog harmoni:
Analog harmoni fremkommer ved at vælge en hvilken som helst farve på farvecirklen + den farve, der ligger enten til højre eller til venstre for denne. Harmonien virker ofte sikker og rolig. Den analoge harmoni er altså en sammensætning af nabofarver i kredsen og de er farvemæssigt tæt beslægtede.
Komplementær harmoni:
De komplementære farver forstærker hinandens strålekraft. Kontrasten virker bedst, hvis der ikke er lige meget af hver. En særlig virkning fremkommer, når den ene komplementærfarve er lys – og den anden mørk.
Geometrisk bestemt harmoni:
findes ved at sammenstille farver, der bestemmes af forskellige harmoniske geometriske figurer. Det skal konkret forstås på den måde, at indtegnes en bestemt geometrisk figur i farvecirklens midte vil figurens hjørner eller spidser udpege nogle bestemte farver. Sammenstilles disse i det samme billede opstår en særlig harmoni. En sådan kombination kaldes en harmonisk farveakkord. Som samlende begreb for dette forhold anvendes begrebet farveakkordik.
Fx tales om harmonisk tveklang, der består af farvepar, som er placeret diametralt modsat hinanden i farvecirklen, også kaldet komplementærfarver.
FARVESYMBOLIK
Farver har ofte en symbolsk betydning, dvs. at de har en betydning, der rækker ud over deres funktion som rumskabende, stemningsfremkaldende eller dekorativt virkemiddel.
Igennem århundreder er farver, i arkitektur, dekorationskunst, litteratur og billedkunst, blevet brugt som tegn, som symboler, der indeholder en særlig betydning.
Den enkelte farves symbolske betydning afhænger naturligvis af den konkrete sammenhæng, den indgår i og betydningen kan variere fra den ene historiske periode til den anden, fra det ene kulturområde til det andet (fx er der forskel på farvers symbolske betydninger i et kulturområde, der har været domineret af kristendommen, jødedommen, den islamiske tro, buddhismen osv.).
