Hvad er Farvekontraster?
Der er tale om en kontrast mellem farver, når der imellem farver, som sammenstilles i samme billede, er en tydelig forskel. Det kan være en forskel i virkning, fordi der er forskel på hvor meget farverne kvantitativt fylder, forskel i mæthedsgrad og klarhed, i lyshed, i “temperatur” osv.
Johannes Itten har opstillet en oversigt over farvers særlige kontrastforhold.
Itten nævner syv særlige farvekontraster:
Egenkontrasten
Enhver farve har sin egen “strålekraft”. Strålekraft er den klarhed, hvormed farven fremtræder i sammenligning med andre farver.
Jo mere mættet, jo mere ren farven er, des større strålekraft. Jo tættere farven er på den rene primære farve, dets større strålekraft, des kraftigere tiltrækker den synets opmærksomhed.
Primærfarvernes egenkontrast (= strålekraft) er således stærkest, derefter kommer sekundærfarvernes og til sidst tertiærfarvernes.
Hvis en farve står sammen med hvidt, svækkes egenkontrasten, hvis den står sammen med sort forstærkes den (fordi den forekommer lysere).
Hvis farvernes egenkontrast skal udnyttes fuldt ud i et billede, bør der være mindst tre farver, med stor forskel i strålekraft, til stede.
Kontrasten mellem lys og mørke
Kontrastforholdet mellem lyse og mørke farver kan ofte være anvendt for at tiltrække opmærksomhed til de elementer, der er malet i lysere farver og/eller for at signalere en symbolsk, en overført betydning. Forskellen mellem det lyse og det mørke kan nemlig i nogle tilfælde symbolsk forstås som en afbildning af modsætningen mellem liv og død, glæde og sorg, dag og nat, lyst humør og tungsindighed osv.
Kontrasten mellem kulde og varme
Det er, ifølge Itten, videnskabelig bevist ved forsøg med både mennesker og dyr, at den blå farve dæmper blodomløbet, altså sænker legemstemperaturen, mens det modsatte er tilfældet med den røde farve.
I et rum med blå vægge fornemmer mennesker temperaturen lavere end i et rum med røde vægge. I en stald med blå vægge falder dyr hurtigere til ro end i en stald med røde vægge.
Det er almindeligvis blålige og grønlige farver, der virker kølige og gullige og rødlige farver, der virker varme.
Den stærkeste kulde-varme-kontrast er imellem blågrøn og rødorange. De kolde, henholdsvis de varme farver kan i nogle tilfælde således have indflydelse på beskuerens følelsesmæssige stemning
Komplementærkontrasten
kaldes den kontrast, der er imellem to farver, som ligger diametralt modsat hinanden i Ittens farvecirkel. Hvis de står ved siden af hinanden i et billede forøges begge farvers strålekraft til det højeste niveau. Men blandes de sammen, ophæves deres virkning og bliver til en neutral gråsort farve.
Der findes kun én eneste farve, der er komplementærkontrast til en anden.
Rødviolet og gulgrøn danner den stærkeste komplementærkontrast.
Virkningen af at anvende komplementærfarver i samme billede er:
– at særlige billedelementer fremhæves, fordi komplementærkontrasten bevirker, at billedelementet træder frem med sin stærkest mulige strålekraft.- at øjet opfatter billedet i fuldstændig ro og balance, hvis komplementærfarverne findes i det rette mængdeforhold.
– at øjet opfatter motivet som forvirrende og uroligt, hvis kontrastfarverne findes i et særligt mængdeforhold.
Simultankontrasten
er et optisk bedrag. Det vil, i denne sammenhæng, sige, at beskuerens øjne ser nogle farver, som rent faktisk ikke er der (selv om billedkunstneren hjælper lidt på vej engang imellem). Når beskueren af en reklame eller et kunstbillede ser en farve, vil øjet samtidig (simultant) forsøge at skabe en balance ved at fremmane farvens kontrastfarve. Det er en instinktiv reaktion, den sker helt automatisk.
Dette kan reklamedesigneren eller kunstmaleren jo udnytte bevidst på forskellig vis. Hvis fx en neutral grå placeres på en primær- eller sekundærfarve, vil den grå få karakter af farvens komplementærfarve. Neutral grå på rødt, vil derfor se grønlig ud. Neutral grå på gul vil se violetagtig ud.
Rødorange på grøn vil se mere rød ud fordi den grønne kalder rødt frem osv.
Hvis der er ubalance mellem komplementærfarverne i et billede forstyrres øjet i den grad, at der skabes en tilsyneladende fysisk bevægelse i billedet, som rent faktisk slet ikke eksisterer. Se nedenstående eksempel, som er et fast billede. Alligevel ser øjet drejende bevægelser:
Kvalitetskontrasten
skal forstås som kontrasten mellem mættede/rene og mindre mættede/mindre rene farver. Man kan brække (= blande) en mættet farve med hvidt og virkningen er som regel en koldere, en lettere eller friskere farve. Brækkes farver med sort fratages de deres lyskarakter og strålekraft i større eller mindre omfang. Det kan virke stemningstyngende, men også stabiliserende og beroligende.
Kvantitetskontrasten
drejer sig om kontrasten mellem størrelsen af to eller flere farveflader, altså modsætningen mellem stor og lille flade. Om denne kontrast opleves som i balance eller ubalance afhænger dels af, hvor stor forskel der er imellem farvefladernes størrelse og hvor stor forskel, der er i farvernes lyshed (lysstyrke) og/eller farvernes dybdevirkning.
Den største lyshedskontrast findes altså imellem komplementærfarverne gul (lyshedsværdi 9) og violet (lyshedsværdi 3).
Farvers lyshed er ikke et statisk fænomen i den forstand, at lysheden altid opleves ens. Hvis en farve fx sammenstilles med hvidt svækkes dens lyshedsværdi, fordi den virker mørkere end den hvide. Hvis farven omvendt sammenstilles med sort forstærkes lyshedsværdien, fordi den, i sammenligning med den sorte, virker lysere, end den egentlig er.
Farver kontrasterer også på et rumligt plan i den forstand, at farver kan være med til at skabe dybdevirkning i billedet:
Blålige og grønlige farver har tendens til at træde i baggrunden i billedet, hvis de findes sammen med rødlige eller gullige. Mørkere farver opleves ofte som befindende sig i baggrunden i forhold til lysere, der træder i forgrunden.
